Venstre og Moderaterne indgår teknisk valgforbund i Billund Kommune

Venstre og Moderaterne i Billund Kommune har indgået et teknisk valgforbund forud for kommunalvalget den 18. november.

Formålet med valgforbundet er at sikre, at de midtsøgende og borgerlige stemmer får størst muligt gennemslag i den kommende kommunalbestyrelse, skriver de to partier i en pressemeddelelse.

De to partier lægger vægt på et tæt og konstruktivt samarbejde, hvor fælles værdier og målsætninger danner rammen – samtidig med, at der er respekt for forskellene mellem partierne.

– Vi ser mange muligheder i et tæt samarbejde, hvor vi kan samle kræfterne om en ansvarlig og lokal forankret politik. Samtidig anerkender vi, at vi er to forskellige partier med hver vores profil og prioriteringer. Det ændrer ikke ved, at vi deler ønsket om at skabe de bedste rammer for borgerne i Billund Kommune, både i byerne og i landområderne, siger de to spidskandidater, Stephanie Storbank (V) og Gitte Bjerremand Andersen (M) i en fælles udtalelse.

Valgforbundet er udelukkende teknisk og ændrer ikke ved partiernes selvstændighed i valgkampen. Både Venstre og Moderaterne vil føre kampagne med egne kandidater og politik. Samarbejdet handler om at sikre, at flest mulige borgerlige stemmer omsættes til reel indflydelse i byrådet, fastslår partierne i pressemeddelelsen.