Med i alt 153 points i mesterskabet og for 7. gang på podiet i år manifesterer Vesti sin førerposition i F2 ovenpå den netop overståede weekend på Hungaroring udenfor Budapest.
Som hurtigste mand i træning, på provisional pole indtil på sidst push lap, hvor Vesti måtte nøjes med 3. bedste tid og se sig slået med sølle 0.009 sek. til australske Jack Doohan på pole, var takterne sat til en rigtig stærk weekend. Vesti fører nu med 11 points til 2eren i mesterskabet efter en flot andenplads i søndagens feature race.
– Jeg er ikke typen, der hæfter mig ved antal points i sig selv. Jeg forsøger at gøre mit arbejde bedst muligt hver dag og holde fokus på mig selv – og ingen andre. Men selvfølgelig slog det hårdt at miste så mange points, som jeg gjorde på Silverstone og næsten få nulstillet min føring efter at måtte udgå på grund af en hasarderet påkørsel fra konkurrent. At kunne slå så hurtigt tilbage, som jeg netop har vist på Hungaroring og udbygge min føring, straks jeg får chancen, er det, der betyder noget for mig. Og sikkert også for en del andre omkring mig, smiler Vesti.
Allerede torsdag står den unge Filskov-racerkører klar igen – denne gang på belgiske Circuit de Spa-Francorchamps.
Vesti manifesterer føringen i F2



