Der skal flere penge i kassen i håndboldforeningen i Vorbasse, og det skal en bierfest hjælpe med.
– Vi har fået en enestående chance for at tjene penge til vores håndboldafdeling og samtidig tilbyde en Bierfest i Vorbasse. Det er en meget professionel gruppe, vi arbejder med. Det er en flot gennemført pyntet hal, god musik og lækker mad – og naturligvis kan der købes andet end øl, lyder det fra Gitte Larsen fra Vorbasse Camping, der er en del af arrangørgruppen.
Ifølge hende trænger byen til en rigtig “skraldebang-fest” – og det kommer der så altså nu:
– I flere år holdt kroen nogle rigtig gode fester og det er dét vi forsøger at følge op på nu. For vi oplever at folk i Vorbasse er rigtig gode til at støtte op om disse fester. Det er bare noget af det, vi kan her i Vorbasse, hvor vi jo ikke er så mange, siger Gitte Larsen.
Bierfesten finder sted den 5. marts i Vorbasse Fritidscenter, der i sagens natur bliver omdøbt til “Vorbasse Stadthalle” den dag. Hallen deles så op i 16 tyske delstater, som har hver sin ambassadør, der skal sørge for at sælge billetter. På vorbasse.dk kan man læse mere om festen og hvem der er ambassadør og dermed sælger af billetterne.
Arrangørerne minder om, at det er en god ide at komme udklædt, men at det absolut ikke er et must.