Vorbasse Marked kæmper med varmen: Vandposter, skygge og en klar opfordring til gæsterne

Solen bager ned over Vorbasse, og med temperaturer langt over de 30 grader bliver årets marked en varm fornøjelse. Derfor gør Vorbasse Marked en ekstra indsats for at hjælpe gæsterne godt gennem hedebølgen.

Rundt på markedspladsen er der etableret vandposter ved toiletterne, hvor gæsterne gratis kan fylde deres drikkedunk, og samtidig lyder opfordringen fra arrangørerne, at man husker at tage pauser i skyggen – hvad enten det er under træerne, i et telt eller måske med en kold forfriskning i ølteltet.

Sydøstjyllands Politi opfordrer samtidig alle, der besøger markedet, til at tage varmen alvorligt.

– De høje temperaturer kan føre til ubehag, utilpashed og i værste fald alvorlige situationer – særligt når mange mennesker er samlet, og hvis man ikke får nok væske eller pauser. Derfor opfordrer vi alle til at tage ansvar for sig selv og være opmærksomme på dem omkring sig, siger vicepolitiinspektør Sidsel Thrane Larsen.

Samaritterne håber på en rolig markedsuge

Hos samaritterne håber man, at de mange gæster lytter til de gode råd.

– Få noget væske, brug solcreme og husk at søge skygge. Man skal ikke gå rundt i solen hele tiden, men tage pauser indimellem, siger Martin Terslev fra samaritterne til BillundOnline.

Samaritterne står klar under hele markedet til at hjælpe, hvis nogen bliver dårlige eller kommer til skade. Erfaringen er, at de ser alt fra hudafskrabninger til sygdomstilfælde, men de håber naturligvis, at varmen ikke sender alt for mange forbi samariterteltet.

Dyrlægen har også en klar opfordring

Det er ikke kun mennesker, der kan blive hårdt ramt af varmen.

Markedets dyrlæge fortæller til BillundOnline, at han allerede holder ekstra øje med de mange hunde, som gæsterne tager med rundt på markedspladsen.

Han oplever hvert år hunde, der tydeligt lider under varmen, mens de bliver trukket rundt i de varme markedsgader, og hans opfordring er klar: Overvej, om hunden overhovedet behøver at komme med.

Hvis man vælger at tage den med, bør man sørge for rigeligt med vand, pauser i skyggen og holde øje med, om hunden viser tegn på overophedning.

Dyrlægen fører både tilsyn med dyrene, der er en del af markedet, og med de firbenede gæster, som kommer sammen med deres ejere.

Gode råd til en varm markedsdag

Skal turen gå til Vorbasse Marked de kommende dage, er rådene enkle:

  • Drik rigeligt med vand – og benyt markedets vandposter til at fylde drikkedunken.
  • Brug solcreme og let påklædning.
  • Søg skygge jævnligt og hold pauser.
  • Hold ekstra øje med børn, ældre og andre, der kan være påvirket af varmen.
  • Tænk dig om med alkohol i sommervarmen.
  • Lad helst hunden blive hjemme – eller sørg for masser af vand og skygge, hvis den skal med.

Med hedebølgen over Vorbasse bliver årets marked en varm oplevelse – men med lidt omtanke og de rigtige pauser kan den stadig blive en god en af slagsen.