Det lyder måske som opskriften på en regulær invasion. Men Vorbasse Marked har faktisk sagt ja til at leje sin store markedsplads ud til hundredvis af bevæbnede krigere, der til maj rykker ind med sværd, skjolde og kanoner.
Og de kommer ikke bare for at vise udstyret frem. De kommer for at gå i krig!
Heldigvis er det hele for sjov. Det er nemlig Danmarks største krigsrollespil, Krigslive, der har valgt Vorbasse som slagmark for næste års store arrangement.
Omkring 1.000 deltagere og mellem 1.000 og 2.000 gæster ventes at lægge vejen forbi, når Vorbasse Markedsplads fra den 5. til 9. maj 2027 bliver omdannet til en fantasiverden inspireret af middelalderen og renæssancen.
Og det bliver noget af et syn, når op mod 800 krigere på én gang tørner sammen på den nordlige del af markedspladsen.
Her skal to store hære, Reikland og Pagten, kæmpe mod hinanden med sværd, skjolde og simulerede kanon- og riffelsalver. Der bliver både kampe om barrikader, erobring af flag og store slag, hvor hærene forsøger at udmanøvrere hinanden.
– Det mest spektakulære er ofte det øjeblik, hvor hærene tørner sammen efter at have forsøgt at udmanøvrere hinanden, og kanonerne har affyret deres sikre kugler, fortæller Emilie Bukhave, der er kommunikationsansvarlig for Krigslive.
Vorbasse vandt kampen om krigerne
Arrangørerne har været landet rundt for at finde det helt rigtige sted til det enorme rollespil. Valget faldt på Vorbasse Markedsplads, hvor både pladsens størrelse, omgivelserne og de gode faciliteter med vand og strøm gjorde udslaget.
– Vi har været enormt glade for markedsgruppens store ja-hat og de flotte omgivelser omkring pladsen, fortæller Emilie Bukhave.
Hos Vorbasse Marked er begejstringen gengældt.
– Vi synes, det er fedt, at nogen kan finde noget at bruge den store plads til, når vi ikke bruger den til marked. Og når det samtidig er noget, der trækker mange folk til vores lille by, så er det bare krymmel på toppen, siger kramansvarlig hos Vorbasse Marked, Ejvind Hoff.
Alle kan komme og kigge – helt gratis
Mens den nordlige del af markedspladsen bliver slagmark, omdannes den sydlige del til en stor lejr med telte, boder og en stemning inspireret af middelalderen og renæssancen.
Og det hele er ikke kun for de omkring 1.000 rollespillere.
Fra torsdag den 6. til lørdag den 8. maj er der gratis adgang for publikum mellem klokken 10 og 18. Her kan man opleve de store slag, gå rundt i lejrene og komme med på guidede ture.
Krigslive XXII finder sted den 5.-9. maj 2027, men forberedelserne på Vorbasse Markedsplads begynder allerede sidst i april.



