Den konstituerede leder af International School Billund, Camilla Uhre Fog, har sagt ja til at overtage stillingen fast.
Den 40-årige kvinde, der er født og opvokset i Vorbasse, men nu er bosat i Billund, har de seneste 14 måneder været udlånt fra Lego Fonden for at varetage stillingen som skoleleder midlertidigt.
– Camilla har indtil videre gjort et fantastisk arbejde med at sætte kursen for skolen, sørge for stabilitet og for at skaffe et supergodt hold lærere, siger bestyrelsesformand på ISB, Mogens Cranil.
For Camilla Uhre Fog selv blev beslutningen taget med hjertet. Således skriver hun i et brev til forældre og lærere:
– Jeg er glad for at få lov at fortsætte mit arbejde her og stadig være en del af vores fælles rejse imod at gøre ISB til et internationalt fyrtårn hvad angår læring gennem leg og kreativitet.