Walk-halv-thon i Vorbasse udvider med en kvart marathon

Friske deltagere fra Walk-Halv-Thon i Vorbasse 2018. Privatfoto


Vanen tro, så afholdes WALK-HALV-THON i Vorbasse den anden søndag i september, hvor mange hundrede de seneste 5 år har gået en halv maraton på i alt 21,1 km.

Som et nyt tiltag i år, så er arrangementet udvidet med en kortere rute, så du nu også kan gå en kvart marathon på ca. 10,5 km.

– Det gør vi for at tilbyde gåture til flere deltagere end dem, som vi har set de sidste år på vores længere halv marathon, fortæller Dianna Vejgaard, som har stået for planlægningen sammen med Berit Hansen gennem alle årene.

– Vi har fået endnu en frivillig med i arrangørgruppen, og hun kom med forslaget om en kortere rute og dermed at være et tilbud til flere deltagere end tidligere. Idéen blev hurtigt til virkelighed og nu skal det altså prøves af og se om der er nogle, som vil gå med, fortsætter Dianna.

Turen på 10,5 km starter en halv time senere end halvmarathon og der er masser af tilbud, når deltagerne kommer tilbage til mål i Vorbasse Fritidscenter, så man kan sagtens følges ad til arrangementet, selvom man går forskellige ruter.

Datoen i år er altså d.12. september og arrangørerne glæder sig til at sende de mange gå-glade deltagere ud på ruterne.