X Factor-finalister kommer til Billund

Kári og Tina gæster Billund i forbindelse med SkoleOL-finalen 2022. Foto: Lasse Lagoni/TV2


Det bliver stort, når flere tusinde børn kommer til Billund for at kæmpe om guldet til dette års Skole OL Finale. I den forbindelse vil Billund Kommune gerne udvide OL-festen, så alle borgere i kommunen kan tage del i fejringen, se den olympiske by og komme i den helt rette OL-stemning.

Derfor inviteres alle borgere i kommunen med til Folkefesten. En fest med koncerter, street food, gadeteater og meget mere. Folkefestens helt store koncertnavne er Tina og Kári, som kom helt til finalen i dette års udgave af X Factor. De kan opleves på scenen torsdag den 16. juni, og de glæder sig begge til besøget i Børnenes Hovedstad. Billund Kommune håber, at mange tager turen til Billund for både at se X Factor stjernerne, men også for at samle sig om årets største begivenhed.

– Skole OL Finalen er for alle, og mit største håb er, at vi med finalen kan samle byens borgere. Ikke kun for at holde en fest og heppe på de mange deltagende børn, men for at dele stoltheden og glæden ved at Billund Kommune er værter for så stort et event som Skole OL Finalerne, fortæller borgmester Stephanie Storbank.

Det er ikke kun X Factor-stjernerne Tina og Kári, der står på plakaten til Folkefesten. De tidligere MGP–deltagere fra 2021, Emilie og Mikkel, kommer også og optræder på Byens Plads onsdag den 15. juni. Derudover leverer Alligator Swingband og Sun Brothers også musik og festlig stemning. Fairytales, Sherif Haps, DyneMike, Det Flyvende Teater og UngBillund Street kan man også opleve i løbet af Folkefesten, ligesom det er muligt at prøve flere af Skole OL’s side events. Der er med andre ord underholdning for enhver smag.

Som den sidste prik over i’et kommer også kendte lokale talenter som LEGOLAND Billund Garden, Kulturskolen og Billund Pigekantori. Der er ingen tvivl om, at der med programmet er lagt op til den helt store fest, hvor sulten kan stilles fra en af byens mange caféer og/eller fra foodtrucks på Byens Plads.

– Folkefesten er for hele familien – kom og vær med, lyder opfordringen fra Billund kommune.

Hele programmet for Folkefesten kan ses på www.billund.dk/folkefesten