69 sure smileys til virksomheder i Billund kommune


OPDATERET MED PRÆCISERING FRA KOMMUNEN

Det kniber med arbejdsmiljøet hos virksomhederne i Billund kommune.

Faktisk er Billund den kommune i landet, der har fået flest sure smileys af Arbejdstilsynet i forhold til indbyggertallet. Det viser dataudtræk som A4 Arbejdsmiljø har lavet fra sin arbejdsmiljøtracker.

Fra foråret og frem til i sidste uge har virksomheder i Billund Kommune fået 69 gule og røde smileys på baggrund af påbud eller strakspåbud fra tilsynet. Og opgjort i antal smileys per indbygger, ser det skidt ud i Billund med 384 indbyggere per sur smiley.

12 af de 69 gule eller røde smileys i Billund Kommune er givet til arbejdspladser i velfærdsbrancher inden for offentlig administration, undervisning og sundhed. Det være sig eksempelvis daginstitutioner, hjemmepleje, politi eller folkeskoler.

Dog fremgår det, at ingen af Billunds Kommunes kommunale arbejdspladser i perioden har fået negative reaktioner fra Arbejdstilsynet. Til gengæld har den statslige arbejdsplads, Sdr. Omme Statsfængsel, der hører under Kriminalforsorgen, fået en stribe påbud i det seneste halve år.

Blandt de private arbejdspladser der er kommet i den sorte bog er Billund Lufthavn, der for nylig fik et strakspåbud om at instruere lufthavnsansatte bedre i arbejdet.