70 børn til fernisering på Billund Bibliotek


Børnehaven Klatretræet har netop afsluttet et kunstforløb sammen med kunstneren Stine Ofelia. Det blev fejret med en fernisering på Billund Bibliotek, der startede med at bibliotekar Birthe Christensen bød velkommen og læste et brev højt, som biblioteksmusen Musse havde skrevet om hvordan børnenes kunstværker var blevet levende om natten. Herefter klippede Rokas den røde snor, så man kunne komme ind og se de mange kunstværker.

Projektet, som er støttet af Statens Kunstfond, varede i alt 3 uger, hvor hver gruppe i børnehaven fik en uge sammen med Stine Ofelia. Temaet for projektet var ”Mit bedste sted”. Børnene har fotograferet deres bedste sted i børnehaven, de har tegnet og de har klippet i ugeblade. Disse ting er blevet samlet, så hvert barn har lavet sin egen collage. Derudover er der blevet malet på store fællesmalerier.

Det vigtige i processen har været, at få børnene til at udtrykke sig selv og selv arbejde frem til et udtryk. Det har ikke været så meget produktet som processen, der har været fokus på. Ferniseringen er med til at børnene bliver set og anerkendt for deres arbejde.

I løbet af foråret går turen så til de to andre børnehaver i Billund, som skal igennem samme projekt. Også disse slutter af med fernisering på biblioteket i Billund.

Når børnehaverne engang bliver bygget om, skal Stine Ofelia lave kunstværker til hver af husene. Hun skal tage udgangspunkt i de plancher og fællesmalerier børnene har lavet, men hvilke tanker hun går med, vil hun ikke fortælle meget om endnu.

Dagen sluttede med saftevand, saltstænger og rosiner til børnene, mens der var kaffe og the til de voksne.

Det var tydeligt at se, at byens børn nyder at besøge biblioteket. Der var hurtigt gang i legetøj, klædudtøj og meget mere.

Inden længe starter kunstneren Stine Ofelia på et kunstprojekt sammen med de ældre i Vorbasse. En hel anden målgruppe som hun også glæder sig til at arbejde med.

Foto: Hugo Sørensen