Adival overtaget af Vestjyllands Andel

Fra venstre: Adivals stifter Ole Christensen, sønnen og administrerende direktør, Søren Christensen og Steen Bitsch fra Vestjyllands Andel. Foto: VA


Vestjyllands Andel har overtaget 75 pct af aktiemajoriteten i Adival i Billund.

Adival, der beskæftiger sig med genanvendelse af spildprodukter fra fødevareindustrien til foderbrug, har gennem flere år haft et tæt samarbejde med Vestjyllands Andel i forhold til udviklingen af Billund-virksomhedens produktportefølje.

– Derfor er det en stor glæde, at det er lykkedes for os at blive enige om en overtagelse af aktiemajoriteten. Vi ser et stort udviklingspotentiale i virksomheden. I særdeleshed i forbindelse med bæredygtighedsdagsordenen. Anvendelse af sidestrømme og restprodukter fra fødevareindustrien bliver i stigende grad sat i direkte forbindelse med license to produce i landbrugssektoren. Derfor ser vi det som et vigtigt strategisk skridt for VA og i fuld overensstemmelse med vores bæredygtighedsstrategi, fortæller Steen Bitsch, der er direktør i Vestjyllands Andel.

Også hos Adivals administrerende direktør, Søren Christensen, er der stor tilfredshed med aftalen. Han glæder sig i samme forbindelse over, at virksomheden og de 15 medarbejdere i Billund fortsætter som hidtil – fremadrettet dog i en endnu stærkere udgave.

– Vi ser store muligheder for et spændende samarbejde med VA inden for cirkulær bioøkonomi. Sammen kan vi begynde at tænke i bredere produktporteføljer og nytænke anvendelsen af flere restprodukter, som ikke bliver udnyttet i dag. Så der er ingen tvivl om, at det er en styrkelse af vores forretning, siger Søren Christensen i en pressemeddelelse.