Antallet af solgte byggegrunde i Billund Kommune slog rekord i 2020

Arkivfoto: Billund Kommune


Det er populært at bygge ny bolig i Billund Kommune. Det viser kommunens opgørelse over salg af byggegrunde, hvor der sidste år var ekstraordinær stor efterspørgsel. Således bød året på ny rekord med 45 solgte grunde.

Salgene er fordelt på både Billund, Grindsted, Vorbasse, Stenderup-Krogager, Sdr. Omme, Hejnsvig og Filskov.

– Jeg er meget glad for, at der er så stor interesse for at bygge nyt, og det er meget positivt, at salgene er spredt ud over hele kommunen. For mig understreger det, at Billund Kommune er et meget attraktivt sted at bo og leve i, siger borgmester Ib Kristensen i en pressemeddelelse.

Der er dog især stor interesse for at købe nye byggegrunde i Billund, hvor der blev solgt 30 byggegrunde sidste år. Samtidig er der p.t. 40 borgere skrevet op på en ”interesseliste” for udbud af nye grunde i byen.

Der er fortsat grunde til salg på Mariehønen og Sommerfuglen i Billund, og for ikke at løbe tør for byggegrunde er arbejdet med at udstykke nye byggegrunde i Billund Syd allerede i gang. Det kommende boligområde kommer forventeligt til at ligge umiddelbart vest for Møllevej, og håbet er, at de nye grunde kommer til salg i efteråret med forventet overtagelse i starten af 2022.

– Det er vigtigt, at vi altid har et bredt og godt udvalg af byggegrunde i alle vores byer. Vi har særlig stor succes med salget af grunde i Billund, og det skal vi støtte op om med et nyt boligområde i Billund Syd, siger Ib Kristensen.

På Billund Kommunes hjemmeside kan man se et interaktivt kort over byggegrunde til salg og læse mere om de enkelte områder.