Bakterier nedbryder forurening ved Grindsted Å – men ikke hurtigt nok

Arkivfoto fra Region Syddanmark.


Der findes nogle fantastiske bakterier i Grindsted, som er eksperter i at nedbryde klorerede opløsningsmidler og vinylklorid.

Det fastslår DTU Miljø, der i samarbejde med Region Syddanmark har undersøgt og vurderet, hvor hurtigt naturen selv nedbryder forureningen med klorerede opløsningsmidler i fanen fra fabriksgrunden.

Undersøgelsen har haft fokus på fanen i et område tæt på Grindsted Å og indgår i en serie undersøgelser, der har til formål at give mere viden om, hvordan man bedst håndterer den forurening, der strømmer ud i Grindsted Å.

Rapporten konkluderer, at der både er gode og dårlige nyheder. En speciel gruppe bakterier kaldet dehalococcoider er rigt til stede ved den strækning af åen, hvor mest vinylklorid strømmer ud hvert år. Og dehalococcoider elsker at spise klorerede opløsningsmidler. Den dårlige nyhed er, at det forurenede grundvand strømmer for hurtigt til, at bakterierne kan nå at spise op, før det strømmer ud i åen.

– Nu ved vi, at de biologiske betingelser for en naturlig nedbrydning af de klorerede opløsningsmidler er til stede. Det er vigtig viden i forhold til det videre arbejde med at udvikle en permanent løsning til at reducere udsivningen af forurening til Grindsted Å, siger geolog Jørgen Fjeldsø Christensen fra Vand og Jord-afdelingen i Region Syddanmark.

Næste skridt bliver at undersøge, om det er muligt at få bakterierne til at spise mere op, inden forureningen strømmer ud i åen.

– I Kærgård Klitplantage har vi gode erfaringer med at tilsætte dehalococcoider til grundvandet under gruberne, men det er for tidligt at sige, om det også kan være en løsning i forhold til forureningsfanen i Grindsted. Samtidig er der også en lang række farmaceutiske stoffer og oliestoffer i fanen, som vi endnu ikke ved, om bakterier kan nedbryde. Derfor er vi fortsat et stykke fra målet om at kunne præsentere en permanent løsning ved Grindsted Å, siger Jørgen Fjeldsø Christensen.