Bedste maj nogensinde i Billund Lufthavn

Foto: Kenneth Stjernegaard / BLL


Billund Lufthavn sætter ny passagerrekord for maj måned nogensinde. Der er gået 384.311 passagerer igennem terminalen i Billund Lufthavn, hvilket er en vækst på 5,1 procent ift. maj 2022, som ellers havde massiv vækst ift. den tidligere rekordmåned i 2019.

I det hele taget er Billund Lufthavn optimistiske for den kommende sommer, hvor der igen i juni starter et nyt flyselskab op.

I starten af maj gik Ryanair på vingerne med fly til Valencia, og Sun-Air har startet en ny rute op til Göteborg, som flyver mandag, onsdag og fredag. 15. juni byder Billund Lufthavn velkommen til PLAY, der er nyt flyselskab i Billund Lufthavn, som flyver ruten til den islandske hovedstad. PLAY flyver to gange ugentligt og sammen med Icelandairs afgang til Reykjavik, er der nu fem ugentlige afgange til Island.

– I maj 2022 oplevede vi massiv vækst i forhold til 2019, så når vi i år igen oplever flere passagerer, er det imponerende. Det er med til at vise, at sidste års massive vækst i sommerperioden ikke blot var en ketchupeffekt efter Coronapandemien, men at det er et tydeligt tegn på et købestærkt marked omkring Billund Lufthavn. Det giver en god tro på, at flyselskaberne og charterbureauerne går en aktiv sommer i møde. Vi er også privilegerede over, at vi fortsat kan være med til at præsentere nye ruter med gode samarbejdspartnere. Så vi byder glædeligt velkommen til Sun-Airs nye rute til Göteborg, og vi ser frem til at byde PLAY velkommen på platformen i juni, fortæller Jan Hessellund.