Berøring og snak er en stor del af plejen af ældre

Rikke Gustavsen Müller er mangeårig social-og sundhedsassistent og har nu åbnet massageklinik ved siden af sit job.


Spørger man den mangeårige social- og sundhedsassistent Rikke Gustavsens Müller fra Krogager om hvad en af de vigtigste elementer i ældreplejen er, så er hun slet ikke i tvivl: kontakt med den ældre. Både fysisk og verbalt.

I flere år har hun set frustreret til, mens der er skåret så meget ind til benet i ældreplejen i Danmark, at hun nærmest har måtte snige sig til ekstra tid med hver beboer – ganske enkelt for at kunne være sig selv bekendt i sit job.

– Jeg elsker at arbejde med mennesker – både at snakke med dem og at stille deres hudsult, så at sige, lyder det fra Rikke Gustavsen Müller, som derfor har startet en massageklinik i Grindsted sideløbende med sit job som SSA.

Målgruppen er hovedsaglig seniorer, men naturligvis også alle andre klienter, der har brug for massage. Men der er ingen tvivl om at seniorerne står hendes hjerte nær. Derfor tager hun både imod i klinikken på Engtorvet, men hun smækker også gerne massagebriksen bag i bilen og kører ud på plejecentre eller til ældreboliger for at hjælpe de ældre.

– Mange vil bare gerne snakke, men nogen nyder også at få fodmassage eller andre former for blid berøring, og jeg er slet ikke i tvivl om at det gavner dem. Det giver dem en indre ro og en mental mæthed at få massage på den her måde, siger Rikke Gustavsen Müller.

Hun er lige på nippet til at bestå eksamen som lægeexamineret massør og er altså allerede blevet indehaver af Rikkes Massage i Grindsted. På hendes hjemmeside kan du læse meget mere om behandlingerne, åbningstider og priser.