Billund går efter at blive frikommune

Arkivfoto


Byrådet i Billund har givet hinanden håndslag på at fortsætte planerne om et frikommunenetværk med de øvrige kommuner i Trekantsområdet. Det er social- og indenrigsminister Karen Ellemann, der har opfordret landets kommuner til at gå i dialog med hinanden om fælles udfordringer, som kan danne basis for en ansøgning om at blive frikommunenetværk.

Især indenfor socialområdet og vækst og beskæftigelse at kommunerne ser fordele i at kunne blive undtaget fra statslige regler eller i det mindste et ændre regelgrundlag, som en frikommune kan efter ansøgning, vel at mærke.

– Vi har tidligere sagt nej til det at blive frikommune, men det var dengang vi var alene. Nu er det sammen med de andre kommuner i Trekantsområdet, og så er det noget andet. For så har vi de muskler, der skal til, for at frikommuneforsøget bliver en succes, sagde borgmester Ib Kristensen (V) i sin argumentation for at få sagen stemt igennem ved gårsdagens byrådsmøde.

Den eneste i salen, der ikke kunne bakke op om forslaget, var Borgerlistens Ole Marcussen:

– Selvom det lyder meget tiltalende at forsøge at modernisere og gøre alt mere effektivt, så finder jeg tiltaget en meget akademisk måde at gøre tingene på. Jeg er bange for det kommer til at gå op i bureaukrati og spillemandspenge, sagde Ole Marcussen, der kaldte det et “typisk DJØF-forslag”.

– Hvorfor bruger vi ikke blot udfordringsretten, hvis vi ønsker fleksible og brugernære løsninger på tingene, spurgte Ole Marcussen, der som ene mand stemte imod forslaget om at arbejde videre med at blive en del af frikommunenetværket i Trekantsområdet.