Nordmændene invaderer LEGOLAND

Pressefoto


Skal man tro det norske bookingbureau Sembo, så vil en rigtig stor del af nordmændene holde ferie i Danmark i år – og det er især på grund af LEGOLAND Billund.

Danmark har altid været et yndet feriemål for de norske familier, men i år trækker vores dejlige land lidt mere end tidligere. I hvert fald oplever Sembo en stigning på mere end 30 pct på antallet af ordrer til Danmark, hvor altså LEGOLAND er trækplastret. I forhold til sidste år er der i år 45 pct flere bookinger til Billund og nærliggende byer.

Ifølge LEGOLANDs markedschef i Norge, Ole Petter Diseth, er forklaringen at LEGOLAND er en del af den norske opdragelse:

– Mange i forældregenerationen har været i LEGOLAND, da de var små, og nu vil de også gerne give deres egne børn gode barndomsminder. Og med LEGOLANDs egen store kampagne med  Ninjago som årets nyhed, så hjælper det også med at lokke flere familier til Jylland, siger Ole Petter Diseth.

I Billund bekræfter pressechef Julie Sloth Blumensaat de mange gæster fra nabolandet:

– Jeg kan bekræfte, at vi i LEGOLAND ser en stigning i antallet af nordmænd, der gerne vil besøge vores park. Det hænger uløseligt sammen med det markedsføringssamarbejde vi laver i LEGOLAND Billund Resort, hvor Norge er et af vores primære markeder. Samarbejdet sikrer et stødt stigende kendskab til LEGOLAND og Resortet generelt som et attraktivt feriemål med rigtig mange muligheder, siger Julie Sloth Blumensaat.