Billund Lufthavn fortsætter kampen for en togbane

PR-foto Billund Lufthavn


Billund Lufthavn har løftet sløret for ambitionen om en ny jernbanestrækning, der skal gå fra Billund Lufthavn via Jelling eller Gadbjerg og så videre til Lindved, Horsens, Skanderborg og Aarhus H. Hvis planen føres ud i livet vil et batteridrevet tog forbinde hele det østjyske vækstbånd med offentlig transport til hele verden – fra Aarhus-Billund på 55 minutter.

Men planen møder kritik fra økonomiske eksperter, der anfægter samfundsøkonomien. De samme kritikpunkter går igen og igen fra de samme kritikere mod togbaner udenfor hovedstrækningen, der forbinder Aalborg med København: Det giver dårlig samfundsøkonomi, og det kan meget bedre betale sig at indsætte busser i stedet for togene.

Ifølge administrerende direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund, er det en ensidig holdning, der vender det blinde øje til danskernes ønsker, og samtidig tager de økonomiske eksperter ikke det faktum med, at bedre infrastruktur til en lufthavn vil øge den internationale tilgængelighed.

– Kritikpunkterne er ikke nye. De kommer hver gang, vi taler om forbedringer af national infrastruktur med tog i Jylland. Den måde samfundsøkonomien bliver beregnet på giver næsten kun god samfundsøkonomi i hovedstaden. Kan vi undvære alle andre togstrækninger? Eller vil vi opgradere der, hvor der potentielt kan være endnu flere passagerer, end der er på flere steder af hovedstrækningen, spørger Jan Hessellund og fastslår:

– Det vurderes, at en bane fra lufthavnen via Jelling/Gadbjerg og videre til Horsens vil resultere i 2,5 millioner togrejsende til Billund Lufthavn i 2040. Det er flere togpassagerer, end der f.eks. er mellem Holbæk-Roskilde. Og bedre national tilgængelighed til og omkring en international lufthavn vil øge den internationale tilgængelighed via Billund Lufthavn.