Byrådet har fastlagt prisen for p-licenser i Billunds midtby

Beboere der er tilknyttet kommunale parkeringspladser i Billunds midtby skal fra september have en p-licens. Arkivfoto


Prisen for p-licenser til beboerne i Billunds indre by er nu lagt fast. Byrådet i Billund besluttede på gårsdagens møde, at når der indføres tidsbegrænset parkering i den indre by fra september, når LEGO House åbner, så skal beboerne, der er tilknyttet kommunale parkeringspladser, betale lige præcis nul kroner for en gyldig p-licens.

– Det skal jo ikke være til gene for borgerne i Billund. Det er jo ikke dem der har ønsket det her, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget Per Nyhus (DF) om sin argumentation for prisen på 0 kroner.

Tanken er at tildele hver husstand 2 licenser, og skal man så holde fest og har brug for flere p-pladser til sine gæster, så skal der nok også findes en løsning på det, lover byrødderne.

Med åbningen af LEGO House forventes årligt 400.000 gæster til Billund. Der er anlagt en fjernparkering på Granvej med plads til 300 biler ligesom p-huset på Hovedgaden også kan rumme 300 biler ad gangen.
Derfor vil der unægtelig blive pres på byens øvrige p-pladser, og for at de lokale handlende og ansatte i midtbyen også skal have en chance for at finde en plads, bliver der lavet tidsbegrænset parkering i indre by på 2 timer.