Byrådsmedlem sygemeldt på grund af stress


Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Billund Byråd, Simon Nicolajsen Jørgensen fra Billund har meddelt Borgmesteren, at han i en periode ikke kan deltage i byrådsarbejdet, da han er deltidssygemeldt på grund af stress.

Jeg har et arbejde som trainee hos en ejendomsmægler, og går op i mit byrådsarbejde. Begge dele er utrolig spændende, men også tidskrævende og jeg har den seneste tid oplevet stresssymptomer som har fået min læge til at anbefale, at jeg i en periode holder pause fra by- og udvalgsarbejde og går på deltid på mit arbejde, siger Simon Nicolajsen Jørgensen.
Han er ærgerlig over at måtte trække stikket:
Jeg brænder for det jeg laver og er meget pligtopfyldende. Jeg har dog valgt at følge lægens anvisning, så jeg forhåbentlig hurtigere kan vende tilbage til byrådsarbejdet, siger Simon Nicolajsen Jørgensen.  
I stedet for ham indtræder Gitte Mortensen fra Grindsted midlertidigt i byrådet.