Davidsen lukker i Billund – skruer op for Grindsted-afdeling


Davidsen har besluttet at lukke sin afdeling i Billund. Det sker efter blot to år i byen – en periode som Davidsen kalder “en prøveperiode”.

– Hos Davidsens Tømmerhandel er vi stærke på trælast, byggeri, hus, have og vores faglige rådgivning. Vores øvrige lokationer er alle noget større end Billund-forretningen. Derfor var det et nyt træk for os, da vi med overtagelsen i Billund besluttede at afprøve et mere rent detailkoncept med et begrænset, professionelt sortiment i de noget mindre rammer, forklarer direktør, Henrik Clausen.

Men det duer ikke med filialen i Billund, mener direktøren:

– Efter en lang periode under corona med stor aktivitet – både hos private, selvbyggere og de professionelle håndværkere – må vi desværre konstatere, at vi ikke har udsigt til at skabe en lønsom forretning i Billund. Derfor lukker vi ned i byen og fokuserer nu i stedet på at videreudvikle vores trælast i Grindsted, hvor både private og håndværkere har adgang til vores brede sortiment af byggematerialer, værktøj og meget andet, siger Henrik Clausen.

Lukningen bliver gennemført i løbet af oktober og Davidsens HR-afdeling har allerede indledt dialog med repræsentanter for medarbejderne i Billund med henblik på at hjælpe alle bedst muligt videre i nye jobs.

– Det er naturligvis en rigtig trist beslutning for vores medarbejdere i Billund, som nu står til at miste deres job. Vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem bedst muligt videre. Min forventning er, at vi kan tilbyde enkelte at forsætte i andre Davidsen-afdelinger her i det sydlige Jylland. Det vil være en del af den dialog, vi allerede har igangsat internt, forklarer Henrik Clausen.