Dobbelt op på hjælp til internationale ledige

Antje Niklas (tv) og Raluca Lucacel er de to der skal parre virksomheder og internationale borgere i Billund kommune.


Nye internationale borgere i Billund skal hjælpes i job og virksomhederne skal blive klogere på hvilke værdier en international medarbejder kan tilføre deres virksomhed. Det er ret kort fortalt den opgave tyske Antje Niklas og Raluca Lucacel fra Rumænien har fået af Billund Kommune.

De to arbejder ud fra KompetenceCentret på Tårnvej i Grindsted, hvor de tilbyder individuel hjælp til internationale borgere, der ønsker hjælp til at komme i job. Tidligere har man haft de internationale samlet i grupper, men nu rettes blikket altså mere på den enkelte borger.

– Vores opgave bliver at klæde internationale på til både ansøgning og jobsamtale. Der er stor forskel på hvordan man forventes at klæde sig til en jobsamtale i Danmark eller Rumænien, eksempelvis, siger Raluca Lucacel.

– Ja, og hvordan ens CV skal se ud. I Tyskland er det god stil at have et kendt citat fra en berømthed i toppen af CV’et, mens det i Danmark ikke er så godt, supplerer Antje Niklas.

De to har kun været ansat i en måned, men allerede nu er planen lagt for hvordan “matchmakingen” mellem internationale og virksomhederne skal foregå. De vil dog begge være godt klædt på inden de tager ud og overbeviser virksomhederne om det værdifulde i at have en international medarbejder ansat.

– Vi er begge ved at supplere vores danskkundskaber med mere erhvervsorienteret dansk. I sprogskolen lærer vi mest dagligdags ord og vendinger, mens det andet er mere rettet mod at begå sig i erhvervslivet, siger Antje Niklas, der sammen med Raluca Lucacel glæder sig til jobbet med at parre international arbejdskraft med danske virksomheder.