Drive forandrer specialbørns skolegang

Christopher Moyell Juul - direktør i Drive.


Specialskoletilbuddet Drive er kommet rigtig godt i gang i de nye lokaler på Kløvermarken 33 i Billund – med CoC Playful Minds som nærmeste naboer. Skolen kunne i går holde officiel indvielse for både samarbejdspartnere og venner af huset.

Drive har lige nu fem børn og 14 ansatte tilknyttet og tilbuddet i Billund er samtidig det første specialskole- og dagbehandlingstilbud i Danmark, der tilbyder to spor – både engelsksproget og dansksproget. Derfor er der også et naturligt samarbejde med Den Internationale Skole i Billund ligesom der også kommer børn til skolen fra andre kommuner.

Skolen specialiserer sig i undervisning til børn med flere diagnoser, eksempelvis ADHD, ADD og autisme. Eleverne kommer til Drive efter visitation fra kommunen.

– Udover børn med diagnoser tager vi også imod børn med sociale udfordringer, ordblindhed og skolevægring. Derfor er udgangspunktet hos Drive motivation. Vi genopbygger motivationen – både personligt, socialt og i skolen, rent fagligt, fortalte direktør i Drive, Christopher Moyell Juul, da han tog imod de mange gæster til gårsdagens indvielse.

Han og skolen har gjort det til en mission at øge antallet af specialskolebørn der går op til 9.klasses eksamen. I dag gennemfører kun 13 pct af børn med specielle behov en afgangseksamen i 9. klasse.