14-årige Mikkel må ikke køre knallert – men han må flyve alene

Mens de fleste 14-årige stadig må nøjes med cykel eller bagsædet hos mor og far, har Mikkel Krogh fået lov til noget ganske særligt: Han må flyve solo i svævefly. Den unge Billund-dreng har netop opnået tilladelse til at flyve alene i et svævefly – længe før han må tage kørekort til knallert.

– Det er fedt at komme ud at flyve. Det er en form for frihed, fordi når man er deroppe, så er det dét eneste, man skal tænke på, siger Mikkel Krogh til BillundOnline.

I svæveflyvning er reglerne anderledes end på vejene. Her kan unge piloter få lov til at flyve solo fra de fylder 14 år – hvis de har gennemført den nødvendige træning og instruktørerne vurderer, at de er klar.

Mikkel begyndte selv som 12-årig og har siden trænet målrettet. Først flyver man med instruktør, hvor man lærer start, landing, procedurer og sikkerhed. Derefter skal en række øvelser bestås, før man kan godkendes til den første solotur.

– Man flyver med instruktør til at starte med, og så er der nogle normer, man skal igennem. Når instruktørerne synes, man er god nok, og man er fyldt 14 år, så må man gå solo, forklarer Mikkel.

Det egentlige certifikat kommer først som 16-årig.

Interessen for svæveflyvning er blevet en fælles passion i familien. Mikkels far, Kasper Krogh, flyver også selv, og de bruger mange weekender sammen i Billund Svæveflyveklub, som i dag holder til i Arnborg.

– Det er virkelig hyggeligt, at vi har den ting sammen, siger Kasper, og fortæller, at det var en stor oplevelse at se sin yngste søn flyve alene første gang.

– Jeg havde sommerfugle i maven på Mikkels vegne, fordi det er stort. Men jeg var ikke bekymret. Han var fuldstændig klar til det, siger han.

Selvom Mikkel kun er 14 år, understreger faren, at svæveflyvning kræver både fokus og ansvarlighed.

– De unge mennesker kommer jo ikke ud at flyve selv, før de kan tage hånd om det. Når de sidder i cockpittet og går procedurerne igennem, så er de fuldstændig fokuserede, siger Kasper Krogh.

Mikkel selv drømmer om, at flyvningen måske en dag kan føre endnu længere.

– Jeg kunne godt tænke mig at blive jagerpilot, fortæller han.

For Mikkel handler sporten ikke kun om fart og spænding, men også om natur, teknik og fællesskab. Han følger vejret nøje, lærer om skyer og termik – de opadgående luftstrømme, som holder svæveflyet oppe – og bruger mange weekender på flyvepladsen sammen med andre unge i klubben.

– Det er jo ikke en normal sport, men det er også det, der gør det fedt, siger han.

At en 14-årig må styre et fly alene, men ikke køre knallert på landevejen, kan lyde paradoksalt. Men i svæveflyvning handler det ikke kun om alder. Det handler om uddannelse, sikkerhed og modenhed. Og for Mikkel Krogh er det helt enkelt:

Han er allerede lettet.

Mikkels mor og far var klar med krammere og lykønskninger efter hans første solo-tur. Traditionen tro fik han en markblomst fra hver af tilskuerne til hans store bedrift. Privatfoto