GSK lander stor sponsoraftale

Foto: Ulrik Wulf Nielsen


Et større sponsorsamarbejde med en foreløbig varighed på tre år har set dagens lys i Grindsted Speedway Klub.

Det er 3P Logistics-koncernen med Grindsted-drengen Paw Kristensen i spidsen, der har indgået et samarbejde. Siden 2005 har Paw Kristensen opbygget en global transport- og logistikvirksomhed med knap 100 ansatte og en årlig omsætning på 250 millioner. Nu er tiden ifølge Paw Kristensen kommet til at give fødebyen noget igen:

– Vi har længe talt om et samarbejde og nu er jeg glad for at vi er kommet i gang med en fin aftale til gavn for begge parter. Generelt har jeg egentlig altid lyst til at støtte min hjemstavn, Grindsted. Det er vigtigt for mig at give noget tilbage, og jeg glæder mig over, at dele min succes med andre, også Grindsted. Jeg håber i øvrigt meget, at jeg kan være med til at inspirere andre til at gøre det samme og mere af det, siger Paw Kristensen i en pressemeddelelse fra klubben.

Heri udtrykker klubbens direktør også glæde over den tre-årige aftale:

– Jeg glæder mig meget over aftalen, og ser frem til vores samarbejde. Nye såvel eksisterende samarbejdspartnere er altafgørende for vores udvikling som klub, men også som superligahold, hvor kravene til vores center stiger, og det er vigtigt for os at kunne invitere vores modstandere og publikum til ligaspeedway i Billund kommune i de bedste rammer, siger direktør Michael Bach.