Høj tilfredshed med Billund Bibliotekerne og Borgerservice

Arkivfoto: Billund Photo


Borgerne i Billund kommune er generelt meget glade for deres bibliotek og borgerservice. Det viser en ny brugerundersøgelse, der især giver stor ros til personalet og den imødekommende service. Der er dog også plads til forbedring på enkelte områder, afslører undersøgelsen.

Billund Bibliotekerne omfatter biblioteket i Billund, Magionbiblioteket i Grindsted, Vorbasse bibliotek og Sdr. Omme bibliotek. Alle filialer klarer sig rigtig flot i forhold til personale og service og i Vorbasse ses endda også en særdeles høj tilfredshed med selve indretningen og rammerne.

Men ifølge undersøgelsen har bibliotekerne en udfordring i forhold til at kunne rumme både børnefamilier og de borgere, som ikke har børn, “da disse to brugergrupper godt kan have modstridende behov”, som det hedder i konklusionen.

Derudover mener brugerne også bibliotekerne kunne blive bedre til at give inspiration og formidle deres tilbud over for borgerne både off- og online. Flere borgere efterspørger desuden flere arrangementer og kulturelle oplevelser.

– Undersøgelsen vil vi primært bruge som et arbejdsredskab til at forbedre bibliotekstilbuddet i kommunen. Det er muligt at se, hvilke forhold der kan arbejdes videre med og hvor vi skal fokusere i forhold til at tilbyde borgere en høj kvalitet, fortæller leder af biblioteker, borgerservice og museer Ole Bisbjerg.

Knap 1300 borgere har deltaget i undersøgelsen der er foretaget i samarbejde med analysefirmaet Moos-Bjerre A/S.