Højgaard klar til Ungdoms-OL

Arkivfoto: Gyttegård Golf Klub


Efter succeser ved både EM og hold-VM kan unge Nicolai Højgaard fra Billund nu snart også skrive OL-deltager på CV’et.

Han er nemlig en del af den danske Ungdoms-OL-trup, som fra den 6. – 18. oktober deltager ved legene i den argentinske hovedstad Buenos Aires.

I alt 12 atleter fra otte idrætsgrene er udtaget til det danske hold og fælles for dem alle er, at de er mellem 15 og 18 år.

Det er nemlig kravet for at kunne stille op til ungdoms-OL, og derudover skal atleterne have kvalificeret sig via forskellige konkurrencer.

Med på det danske holdkort er altså den 17-årige golfspiller Nicolai Højgaard, der er nykåret verdensmester for hold og individuel europamester.

Begge titler er vundet på seniorniveau, selvom Nicolai Højgaard stadig er ungdomsspiller.