Jeppe bruger sommeren på nye internationale venskaber

Jeppe Christensen er klar til at indtage Finland - sammen med masser af andre eventyrlystne børn. Privatfoto


11-årige Jeppe Christensen fra Billund står foran sit unge livs største eventyr. Sammen med andre børn fra hele verdenen skal han bruge fire uger af sommerferien på en lejr i Finland, hvor 48 jævnaldrende fra flere forskellige lande mødes og danner venskaber på tværs af landegrænser.

Det er organisationen CISV, der står bag disse lejre, der finder sted på samme tid flere steder i verdenen. Jeppe Christensen skal sammen med tre andre børn fra Danmark til den finske by Lappeenranta, hvor Childrens International Summer Village i hele juli måned byder på leg, læring – og masser af nye internationale venner:

– Det her er jo noget andet end en almindelig fodboldskole, som der er mange af om sommeren. Det bliver også udfordrende at skulle tale engelsk hele tiden, men det tror jeg ikke bliver noget problem. Jeg kan godt klare mig på egen hånd på engelsk, så det er jeg ikke nervøs for, siger Jeppe Christensen.

Undervejs på campen skal hver deltager på National Nights fortælle om sit hjemland. Sammen med de tre andre danske børn – som Jeppe har mødtes med flere gange forud for – skal han fortælle om Danmark – og Billund. Alle deltagerne har også en gave med, som fortæller om deres land.

– Vi har lavet det danske flag i perleplader og sat dem i en nøglering sammen med en LEGO-mand, fortæller Jeppe Christensen.

Hvert år er der et nyt tema på CISV-lejrene. I år skal Jeppe Christensen og de 47 øvrige deltagere i Finland dykke ned i emnet bæredygtighed. Her kan Billund-drengen måske hive et eksempel frem fra sin hjemby, hvor LEGO har skudt 100 mio kroner i et Sustainable Center, for at finde en bæredygtig måde at producere LEGO-klodsen på i fremtiden.

 

FAKTA OM CISV:

CISV’s Børnebyer er internationale lejre som inspirerer 11-årige børn til at forestille sig en mere fredelig og retfærdig verden. Børnene mødes fra mange forskellige lande, og deltager sammen i en række uddannende, kulturelle og sjove aktiviteter. En Børneby skaber sikre og trygge rammer hvori børnene kan lære om hinandens liv og kultur. Børnebyens læringserfaringer og venskaber kan vare resten af livet.

(fra cisv.dk)