Folketingets børne- og undervisningsudvalg var sammen med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye i dag på besøg i Billund. Med i udvalget sidder også de to lokale folketingsmedlemmer, Anni Matthiesen (V) og Kris Jensen Skriver (S), der således var ret meget på hjemmebane:
– Jeg har som Venstres børne- og undervisningsordfører været involveret i planlægningen af udvalgets tur til Billund og det glæder mig, at hele tirsdagen blev brugt på besøg i byen. Som jeg også har sagt til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, skal man som minister med ansvar for børnene naturligvis også besøge Børnenes Hovedstad, hvilket nu er blevet til virkelighed. siger Anni Matthiesen i en pressemeddelelse.
Også Kris Jensen Skriver er glad for, at turen netop gik til Billund:
– Det var en fornøjelse at byde kolleger og ministeren velkommen til Billund, og jeg oplevede en stor interesse for de mange ting, der er i gang på børneområdet i byen og hele kommunen. Der er ingen tvivl om, at både folketingsmedlemmer og minister tog nogle gode input med til København, og jeg er glad for, at turen gik til den kreds, som Anni og jeg repræsenterer, lyder det fra Kris Jensen Skriver.
Fra morgenstunden bød borgmester Stephanie Storbank (V) velkommen til Billund kommune, hvor udvalget besøgte International School of Billund, LEGO Campus og Skolen Drive.
Formålet med besøgene i Billund kommune var at give udvalget indsigt i de mange gode initiativer, man her gør sig, for at inddrage børnene. Bl.a. også når byrummet skal designes. Et stort tema for tirsdagens besøg var læring gennem leg.
– Besøg på både den Internationale skole, hvor borgmesteren bød udvalget velkommen til kommunen, LEGO Campus og Skolen Drive var på programmet. Her fik udvalgets medlemmer virkelig indsigt i de fantastiske tiltag, som foregår i vores kommune, hvor legen er i centrum, fortæller Anni Matthiesen.