KIRKBI udvider kontoret i Billund

Sådan kommer det nye KIRKBI-hovedkontor til at se ud - set fra Lalandia-siden af rundkørslen Koldingvej/Vejlevej/Nordmarksvej.


Der skal være plads til et stigende antal medarbejdere og øget fleksibilitet. Derfor udvider KIRKBI nu kontoret i Billund med endnu en ’kube’, som bliver placeret ud mod Vejlevej. Kontoret i Billund fungerer som KIRKBI og LEGO Fondens samlingssted for alle medarbejdere, der til daglig arbejder i både Billund, København og i Baar i Schweiz, lyder det i en pressemeddelelse fra KIRKBI.

Både KIRKBI og LEGO Fonden har i de seneste år oplevet en markant stigning på 50 pct i antallet af medarbejdere. Dermed har i alt ca. 115 medarbejdere deres daglige gang i Billund.

– KIRKBI er vokset betydeligt i de seneste år, og derfor er det nu naturligt, at vi udvider den eksisterende bygning. KIRKBI er en arbejdsplads, hvor der skal være rart at være, og hvor der skal være plads til sjov, læring og kreativitet. De fysiske rammer spiller en vigtig rolle, og derfor er jeg meget glad for, at vi nu kan påbegynde byggeriet, siger Søren Thorup Sørensen, administrerende direktør i KIRKBI A/S.

Det nye kontor kommer til at afspejle Kirk Kristiansen-familiens fokus på bæredygtighed og omtanke for miljøet. Den eksisterende bygning vil fortsat have solceller monteret på facaden, mens den nye bygning hovedsageligt vil blive bygget af bæredygtigt træ.

– Det har været essentielt for os og Kirk Kristiansen-familien at sikre omtanke for miljø og bæredygtighed i byggeprojektet. Derfor har det været vigtigt, at både den gamle og den nye bygning afspejler netop dét. I Danmark er der en tradition for at bygge i beton og mursten, så at vi nu vælger, at tilbygningen bliver et træhus i bæredygtige materialer er ret unikt, siger Steen Pedersen, globalt ansvarlig for Real Estate i KIRKBI.

Fakta om den nye udbygning
Nuværende areal: 4.410 m2
Tilbygget areal: 3.410 m2 (samlet areal med eksisterende bygning: 7.820 m2)
Arkitekt: Schmidt Hammer Lassen Architects
Ingeniør: Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma
Bygherre: KIRKBI A/S
Byggeriets opstart er i november 2016, og det nye kontor forventes færdigt i første kvartal 2018.