Læserbrev: Det vil Den Grønne Liste

Christina Lebech Rønne stiller op til kommunalvalget 2017 for Den Grønne Liste


Som bekendt opstiller Den grønne Liste til kommunevalg 2017. Foreløbig er der 2 kandidater på listen, men der kan komme flere. De to er Kai Bayer og Christina Lebech Rønne, begge bosiddende i Grindsted. Christina har 3 børn på 3, 6 og 12 år og vil tage sig af skole- og børnepasningsområdet. Samt dele af sundhedsområdet, da hun til daglig er Personlig Træner i Magion Fitness.

Den grønne Liste ønsker, at nye tanker og projekter skal spire og vokse sig store i de kommende 4 år. Vi går til valg på 5 hovedpunkter i vores politiske målsætninger.
Ud fra TEMAet ”Ind i fællesskabet” vil vi skabe et anderledes og fællesskabende boligprojekt i tilknytning til Mødestedet i Grindsted midtby. Der bliver lejeboliger og ejerboliger til + 55 årige, der har mod på at deltage aktivt i livet i huset, der kommer til at indeholde café, mødelokaler til foredrag m.v., orangeri, hygge-lokaler samt køkken med mulighed for fælles madlavning. Huset placeres med nem adgang til Grindsteds største indkøbsområde.

Billund-Fonden. I en tid, hvor flere og flere børn og unge, piger og drenge, næsten udelukkende møder hinanden på mobilen, ønsker vi, at der hvert år afsættes 2% af selskabsskatterne fra LEGO til en fond, der skal skabe anderledes fysiske sociale oplevelser og aktiviteter for børn og unge i aldersgruppen op til 18 år. Fonden ledes af et udvalg af mennesker, der er engagerede i børn og unges trivsel. Vi forventer, at der hvert år kan opspares ca. 3 mio. kr. i fonden.

Frie rammer på plejehjemmene. For at skabe så frie rammer som muligt for de svageste ældre i Billund kommune, vil vi – hvor der er lokal interesse og engagement – foreslå, at de mindste plejehjem omdannes til friplejehjem.

Ny personalepolitik Med udgangspunkt i begrebet faglighed ønsker vi, at personalepolitikken fremover baseres på medarbejder- og ledelseskompetencer. Minuttælleri og servicerammer afløses af selvstyre og lokal tilrettelæggelse af indsatser og serviceydelser. For at sikre trivsel, et godt arbejdsmiljø og arbejdsglæde på de kommunale institutioner, afholder byrådet en gang årligt et åbent møde med de kommunale tillidsrepræsentanter.

Det gode børneliv fungerer bedst med det rette antal pædagoger rundt om børnene. Hvis alt går efter planen får Grindsted en ny, stor daginstitution i 2018. Det skal ikke betyde færre ansatte til flere børn! Også på børnepasningsområdet vil vi prøve nye veje,og hvis der er forældre, der brænder for ideen om at oprette en fribørnehave, vil vi foreslå, at de kan oprettes i feks. de 2 tomme institutioner Trehøjevej og Sydstjernen.