Efter mange år i Vestjylland er vi nu landet i Billund for mere end en måned siden, efter vi har rejst hundreder af gange rundt i verden med vores shows og vores kunst. Det er en mærkelig periode at flytte til et sted, hvor du er landet og rejst fra igen utallige gange, midt i en lockdown, hvor du ikke kender nogen, og selv om du vil, ville vores middelhavstemperament ikke gøre tingene meget lettere. Fordi forholdene kan ikke rigtig tillade det fuldt ud.

Mange venner og bekendte spørger os: Føler I, at flyene glider over jeres hoveder? Før hørte vi faktisk andre lyde, nu over os, hører vi endelig kun himlens fred…

Udover velkomst fra Billund Airport og JoinJet, har der været tre eksemplariske tilfælde, hvor vi har oplevet fremmedes venlighed, omskrevet i en sætning af Tennesse Williams, fra ‘A Streetcar named Desire’, som vi bedre kunne omdøbe her i Billund… Et fly kaldet Hope. De har givet os troen på, at der måske er et lys i det sorte hul, som vi alle gennemgår, og vi siger det også lidt med selvforladelse næsten som forældreløse i et land, der har taget os til sig, men som er ikke vores; hvor vi ikke har nogen stærke familiebånd undtagen med vores publikum, som vi ser frem til at skabe også her i Billund-området og flyve med os på vingerne til kunst og kultur.

Tak også til disse tre mennesker, som gjorde, at vi følte os hjemme i Billund. Billund, som for os altid har været, tout court, metaforen for et åbent vindue til verden.

– Så snart vi ankom, gav Kirsten, ejeren af huset, os to ekstra uger til at flytte ind. Det er en gestus, som vi betragter som en enestående empati, så snart vi var landet i et område, der var så kendt for os, men alligevel ukendt.

– Den anden dag i Billund besøgte vi det nærliggende telefonmuseum og den tidligere musikbutik. Egon, ejeren, var vores første bekendtskab. Apropos mere og mindre, han gav os en streng til en akustisk guitar, som vi ikke kunne finde, da alle butikkerne havde været lukket længe.

– På vores klart overraskende spørgsmål til Stephanie, kommunens kulturudvalgsformand, om at ville gifte os om bord på et fly på jorden, svarede hun ja med en sådan afvæbnende oprigtighed, at en fredag i marts blev til en Juleaften.

Tak for nu Billund.

Med Det Flyvende Teater lægger vi på samme tid  helt nye rødder i jorden og i skyerne netop i et så vanskeligt historisk øjeblik, hvor teatre i verden lider og er lukket, og hvor fly er tvunget til at blive i hangarer.

Kære publikum, venlige passagerer, lidt mere tålmodighed, og vi er klar til at tage afsted.

De mest erfarne inden for luftfart, og der vil være mange i området, kan meget vel spørge os: men ved du hvordan, man flyver et fly?
– Nej, men jeg kan gøre det (Le Petit Prince, Antoine de Saint-Exupéry)

Med venlig hilsen
Giuseppe L. Bonifati og Linda Sugataghy, Det Flyvende Teater