Læserbrev: Hvem skal være danmarksmester i erhvervsvenlighed i 2020?

Michael Mathiesen fra Varde er formand for Dansk Byggeri Sydjylland.


Jeg er på alle måder stolt af kommunerne i Sydjylland. Alle på nær Fanø og Fredericia ligger i den mest erhvervsvenlige halvdel af landets 98 kommuner.

Billund, Vejle, Vejen, Tønder, Varde, Sønderborg og Kolding ligger endda i top 25 over landets mest erhvervsvenlige kommuner. Og Billund kan kalde sig for Danmarks mest erhvervsvenlige kommune 2019. De flotte resultater kræver både ambitioner, vilje og en stor indsats fra kommunernes side.

Erhvervsvenlige kommuner er med til at gøre det nemmere at drive virksomhed, og de er dermed også med til at skubbe på en positiv udvikling, der kan give lokal vækst og arbejdspladser i Sydjylland. Spørgsmålet er, om Danmarksmesteren i erhvervsvenlighed også i 2020 skal findes i Sydjylland?

Det håber jeg meget, og jeg håber også, at alle vores sydjyske kommuner vil være i top 25 til næste år, når Dansk Byggeri igen tager temperaturen på kommunernes erhvervsvenlighed.

Der er stadig mange ting, som kommunerne kan finpudse og skrue på for at få erhvervsvenligheden til at stige. Nogle kommuner har fx ikke vedtaget en politik om, at alle elever skal i erhvervspraktik. Der er flere ting at tage fat på. Dansk Byggeri Sydjylland kommer gerne på besøg til en dialog om, hvordan det går med erhvervsvenligheden. Med fælles hjælp er jeg sikker på, at vi kan gøre det nemmere at drive virksomhed i Sydjylland.

Tak for indsatsen indtil videre. Den sætter vi i Dansk Byggeri Sydjylland stor pris på.

Venlig hilsen

Michael Mathiesen, formand for Dansk Byggeri Sydjylland