Læserbrev: Lokalpolitik tæt på mennesker

Jeyarajah Rasiah er medlem af Billund byråd for Socialdemokraterne. Foto: billund.dk


Billund Kommune er på mange måder en god kommune, som vi er stolte af – men der er også noget, vi kan gøre endnu bedre.

Det vil jeg være med til at arbejde for: En velfungerende og omsorgsfuld ældrepleje – tillid og værdighed i et godt samarbejde mellem borger og personale. Borgernes sundhed skal være et helt centralt fokusområde de kommende år. Tidligere indsats og forebyggelse – bedre måltider, motion og samarbejde med de frivillige netværk. Det vil give større livskvalitet og glæde.

Folkeskolen skal styrkes. For mig er det vigtigt, at vi fortsat udvikler børne og ungeområdet. Med gode skoler der uddanner eleverne til at klare fremtidens udfordringer og gør dem parate og robuste til fremtiden. Skoler med engagerede lærere, der udvikler vores børns faglighed og kreativitet, skal kendetegne Børnenes Hovedstad/Billund Kommune. Dermed også skoler som gode arbejdspladser. Ungdomsskolens klubber skal styrkes med de rette aktiviteter. Gode fritidsinteresser giver rygstød og inspiration.

Integrationsarbejdet er meget vigtigt. Det skal fortsat moderniseres og omfatte hele kommunen. Sådan at både flygtninge – og udenlandske tilflyttere der kommer hertil pga. arbejde i egnens store,  internationale virksomheder – føler sig velkomne i lokalsamfundet. Kommunalvalget handler om borgerne i Billund Kommune.

 

Venlig hilsen

Jeyarajah Rasiah, byrådskandidat, Socialdemokraterne, Billund Byråd