Mor og datter laver opskriftsbog

Bi Julius og Camilla Kjær Julius står bag en ny e-bog med opskrifter, der følger Anthony Williams kostprincipper. Privatfoto


Hvad gør man hvis man gerne vil følge nogle bestemte kostprincipper, men mangler inspiration til desserter og andet sødt? Så laver man da bare sin egen koge- og opskriftbog. Sådan tænkte mor og datter Bi Julius og Camilla Kjær Julius fra Grindsted, der det seneste år har brugt rigtig meget tid i køkkenet for at udvikle nye opskrifter.

Begge er inspireret af at leve efter Anthony Williams principper om kost i forbindelse med bogen Den Medicinske Seer.

– Anthony William lægger stor vægt på den healende effekt frugt og grøntsager har. Derudover er der nogle fødevarer, som han anbefaler at undgå, hvis vi vil være raske, og de fødevarer, vi skal undgå, kaldes No Go. For at leve efter hans kostprincipper manglede vi opskrifter netop uden no-go-fødevarer. Så var der jo ikke andet for end selv at gå i køkkenet og lege sig frem til lækre kager og himmelske kugler, siger de to nybagte forfattere.

De har udelukkende brugt økologiske råvarer i opskrifterne:

– Ingen fancy ingredienser, kun råvarer, som kan findes i en velassorteret dagligvarebutik og i helsekostforretninger, som de siger.

Det er blevet til e-bogen ”Raw Sweet Adventures” der indeholder 21 veganske, raw opskrifter på kager og snack-kugler, som også kan bruges som desserter.