Læserbrev: Mange helte og heltinder i coronatiden – glem ikke bibliotekarerne

Kirsten Vagtholm


Helt berettiget bliver sundheds- og uddannelsesvæsenets mange dygtige folk rost og beundret i en presset og alt for langvarig coronatid.

Men der er også en anden gruppe mennesker, der bør fremhæves.

Det er bibliotekarerne!

Mange kommuner udtænkte hurtigt en nødløsning for boglån, da bibliotekerne måtte lukke. Også Billund Kommune. Vi har kunnet hente og aflevere bøger på bagtrappen af Magion i Grindsted. Ingen direkte adgang til reolerne, men vi kan sidde hjemme ved computeren og bestille bøger via bibliotekets hjemmeside – eller be’ om en bogpose med et udvalg, som bibliotekarerne har sammensat efter evt. ønsker. Til store og små, børn og voksne. Det er flot. Med forlænget lånetid.

Derfor bliver der inden for murene gået ekstra mange skridt, løftet masser af bøger, afbrudt af telefonen når der står lånere ude på trappen. Uanset vejr og vind overdrages materialerne med smil i øjnene eller måske endda et stort smil på læben, afhængig af masketypen.

Det er Danmarks biblioteksvæsen i en nødsituation. Hurra for det!

Til kommunalpolitikerne: Glem aldrig Biblioteket, fundamentet i kulturpolitikken.

 

Hjertelig hilsen

Kirsten Vagtholm, Billund