Læserbrev: Vi skal beholde beredskabet som det er i dag

Byrådsmedlem for de konservative, Allan Munk Nielsen, Sdr. Omme


Det er tankevækkende, det læserbrev Gunnar Melchiorsen skriver på Billund Online d. 5. sep. 2017.

Vi ligger rigtig flot i diverse målinger over erhvervsvenlighed, og det er rigtig godt, men er vi via vores medlemskab af Trekant Brand ved at skære beredskabet så langt ind til benet, at vi skaber utryghed for vores virksomheder og borgere i kommunen?

Som byrådspolitiker er det min opgave, at sikre borgere og virksomheder i Billund Kommune tryghed i deres dagligdag.

Jeg vil ikke være med til en ny Risikobaseret dimensioneringsplan, som på nogen måde skærer ned i beredskabet i vores kommune og sætter borgernes og virksomhedernes sikkerhed og tryghed på spil.

Vi bryster os af mange forskellige virksomheder – både store, mellemstore og små, vi har store turistattraktioner med mange besøgende hvert år, en lufthavn med over 3 mill. passagere på årsbasis, og vi har et sygehus. Vi er nød til at sikre det fornødne beredskab, så vi kan afhjælpe evt. ulykker i vores kommune, og ikke vente halve timer inden den rigtige hjælp kommer frem.

Jeg mener vi skal beholde det beredskab vi har i dag, og beholde det udstyr og mandskab, som i dag yder en formidabel indsats for kommunen. Kan vi ikke garanteres dette i Trekant Brand, må vi finde andre løsninger.

 

Med venlig hilsen

Allan Munk Nielsen, Sdr. Omme, Byrådsmedlem, Borgmesterkandidat, Det Konservative Folkeparti