LEGO Fonden skal have ny direktør

PR-foto/LEGO Foundation


Siden 2017 har John Goodwin siddet på posten som administrerende direktør i LEGO Fonden. Men til efteråret er det slut. Da vil John Goodwin koncentrere sig mere om sin familie som i hele hans ansættelsesperiode slet ikke har boet i samme land som ham.

Som hans afløser har LEGO fonden kigget i retning mod Storbritannien, hvor danske Anne-Birgitte Albrechtsen i dag sidder som administrerende direktør for Plan International. Hun kom dog allerede sidste år ind i LEGO Fondens bestyrelse og til september afløser hun altså John Goodwin som fondens administrerende direktør.

– Jeg er meget glad for at byde Anne-Birgitte Albrechtsen velkommen som ny administrerende direktør for LEGO Fonden. Anne-Birgitte er en stærk leder, og hendes erfaring med menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og fortalervirksomhed er uovertruffen. Hun har en dyb forståelse af de udfordringer, vi står over for, når vi søger at give alle børn mulighed for at blive kreative, engagerede, livslange elever, uanset hvor de er, eller hvad deres omstændigheder måtte være, siger LEGO Fondens bestyrelsesformand, Thomas Kirk Kristiansen.

Om sit nye job siger den nye administrerende direktør selv:

– Læring og uddannelse er en grundlæggende menneskeret. Det er en gunstig ret med direkte indvirkning på gennemførelsen af alle andre menneskerettigheder. Børn har ret til at lege, de trives med leg, og de lærer gennem leg. Det gør vi alle. Jeg er dybt inspireret af LEGO ejerfamiliens vision om, at LEGO brandet skal blive en Force for Learning-through-Play. Og jeg er virkelig spændt på at blive en del af LEGO Fonden og spille en lille rolle i at realisere denne fantastiske vision, lyder det fra Anne-Birgitte Albrechtsen.

Hun bor som nævnt for tiden i Storbritannien, men flytter hjem til Danmark i forbindelse med jobskiftet.