Arbejdernes Landsbank vil købe Vestjysk Bank


Kort efter fusionen mellem Den Jyske Sparekasse og Vestjysk Bank meddeler Arbejdernes Landsbank nu, at den har indgået aftaler med AP Pension og Nykredit om at købe deres to store aktieposter i Vestjysk Bank.

Aktieandelene udgør samlet 28,3 procent af aktierne, og hvis Finanstilsynet og konkurrencemyndighederne godkender købet, vil Arbejdernes Landsbank komme op og eje over 60 procent af Vestjysk Bank.

Meldingen er desuden, at Arbejdernes Landsbank så vil forsøge at opkøbe resten af aktierne i Vestjysk Bank og dermed overtage banken helt.

Bestyrelsesformand i Vestjysk Bank, Kim Duus, tror dog ikke umiddelbart det ender med, at navnet på facaden på de lokale banker skal skiftes igen lige foreløbigt:

– Jeg bemærker, at Arbejdernes Landsbank ønsker, at Vestjysk Bank fortsat skal drives som en selvstændig bank med eget filialnetværk, og at vi bruger vores stærke forankring i Midt- og Vestjylland til at skabe mest mulig værdi for vores kunder. Det er helt i overensstemmelse med det, vi arbejder på, siger Kim Duus i en pressemeddelelse.