Lokal cykel-ildsjæl nomineret til pris

Ole Thomsen i sit rette element: på cyklen i spidsen for en flok unge motionister. Foto: Ulrik Wulf Nielsen


411 kandidater havde lagt billet ind på at blive Årets Energibundt i Danmark – en pris som Ørsted, har stiftet og som hylder en frivillig, der gør en forskel for klubben og fællesskabet. Kåringen foregår ved det årlige sportsgallashow Sport 2019 i Herning til januar.

Tre af dem er nu nået til finalen – en af dem er Ole Thomsen, der er en særdeles aktiv mand i Billund Cykel Motion.

– Ole holder hele tiden gryden i kog og starter nye initiativer og arrangementer, som kommer klubbens medlemmer til gode, lyder det blandt andet i den nominering af Ole Thomsen, som juryen altså nu har fundet så god at han er blandt de tre landsfinalister til at blive Årets Energibundt 2019.