Nu begynder byggeriet af ’Kastaniehjørnet’

Sådan er planen at det nye byggeri på Vejle 11 kommer til at se ud. Visualisering: BIG


Byggeriet af almene boliger, udlejningslejligheder og demensboliger på hjørnet af Vejlevej og Hans Jensens Vej i Billund er nu startet. Det nye boligområde i Billund hedder Kastaniehjørnet, og det er KIRKBI, Billund Boligforening og Billund Kommune, som er gået sammen om opførelsen af byggeriet – med KIRKBI som delegeret bygherre.

Planen er, at der skal opføres 25 almene boliger i størrelsen 58–116 m2 til Billund Boligforening, 10 demensboliger til Plejecentret – og dermed Billund Kommune – samt 28 udlejningslejligheder til KIRKBI i størrelsen 96-164 m2.

Hegnet omkring byggepladsen blev sat op i juli og byggepladsen blev i begyndelsen af august indtaget af de første gravemaskiner. I sidste uge blev det første ”spadestik” så taget til det nye lejlighedsbyggeri midt i Billund.

Hos Billund Boligforening og Bovia, som administrerer Billund Boligforenings lejemål, glæder formand Jørgen Bjerg Sørensen sig til udsigten til nye almene boliger i Billund:

– Det her bliver en god mulighed for at bo centralt og moderne til en fornuftig husleje. Det er jeg rigtig glad for, at Billund Boligforening er en del af. Almene boliger skal være et attraktivt alternativ til ejerboliger, hvor der er plads til alle, og den vision understøtter Kastaniehjørnet på alle måder, siger Jørgen Bjerg Sørensen.

Det er KIRKBI, der står som delegeret bygherre og dermed har det overordnede ansvar for byggeriet.

– Det glæder mig, at vi sammen med Billund Kommune og Bovia nu kan starte byggeriet af Kastaniehjørnet. Med byggeriet her og opførelsen af det nye Butikstorv overfor kommer der endnu mere liv i bymidten, og vi vil i højere grad opleve en blanding af arbejds-, hverdags- og byliv. Billund midtby bliver fortættet og får flere boliger, og det er netop centrale elementer i Billund Byvision, siger global ejendomschef i KIRKBI, Steen Pedersen i en pressemeddelelse.