Nye hold på årets gymnastikprogram

Arkivfoto


Billund Gymnastik har netop åbnet for endnu en sæson – og i år er der endnu flere holdudbud på programmet.

– Som noget nyt har vi lavet et familiehold. Altså et hold bestående af far og barn – eller mor og barn. Konceptet er vildt populært, mens børnene er 1-3 år på vores far/mor/barn-hold, men vi ser tit at forældre er sammen med deres børn på en anden måde gennem gymnastikken, så hvorfor skulle de ikke også have mulighed for dét, når de er ældre end 3 år? spørger BI Gymnastiks formand, Karina Holm Ehmsen.
 BI Gymnastik holder den internationale stil, som man i de senere sæsoner har fået stor ros for fra de internationale familier, der strømmer til Billund. Hjemmesiden findes på engelsk, og stort set alle holdbeskrivelser findes også i en engelsk udgave.
– Derudover har flere af vores hold fået engelske titler, ligesom vi også har sat aldersklasse på titlerne på holdene. Simpelthen fordi klassetrinene på Den Internationale Skole i Billund ikke passer med dem vi kender i folkeskolen. Så ved de internationale forældre bedre hvilke hold, deres børn passer aldersmæssigt ind på, siger formanden.
 Udover Family Gym, er der kommet to ekstra træningshold for de gymnaster der gerne vil lidt mere med gymnastikken; Billund Gym Team for de 14-18 årige og Billund Junior Gym Team for de 10-13-årige.
Igen i år er de populære far/mor/barn-hold delt op i to; et for de 1-2-årige og et for de 2-3-årige. De er sammen med voksenmotionsholdet Form & Puls med Carina Ottesen og Marianne Anker som instruktører, de absolut mest populære hold i BI Gymnastik.
 – Der er så meget run på tilmeldingen til disse hold, at vi altid hurtigt får venteliste. Men vi kan altså ikke proppe flere mennesker ind i den hal, så derfor er der begrænsning på antallet af motionister, forklarer Karina Holm Ehmsen.
 Tilmelding til den kommende sæson sker via billund-gymnastik.dk
Foto: Formand for BI Gymnastik, Karina Holm Ehmsen, ved opvisningen i foråret. /Jeppe Donslund