Nyt boligkompleks på vej i Billund

Her står vi på Q8-grunden på Granvej og kigger på den kommende bygning med Hovedgaden til højre. Ole Kirks Vej anes i bunden til venstre. Illustration Ginneruparkitekter Aps


I løbet af de næste år vil et nyt boligkompleks rejse sig på den gamle autodiesel-grund i Billund, som området hedder i folkemunde. Grunden på hjørnet af Ole Kirks Vej, Granvej og Hovedgaden blev for nogen tid siden købt af Claus Junge, som nu har sat sig for hvordan boligkomplekset kommer til at tage sig ud.

Det er tegnet af Ginneruparkitekter A/S: og kommer til at indeholde 120 boliger og 2.000 m2 erhvervslokaler. Boligkomplekset opføres i samarbejde med Billund Boligforening og vil blandt andet bestå af ungdomsboliger, singleboliger og familieboliger.

– Vi er glade for endnu en gang at være med til at udvikle Billund. Boligkomplekset kommer til at ligge centralt, og vi forskønner en grim plads i byen. Det nye byrum, vi skaber, bliver en gave til
byen, siger Jørgen Bjerg Sørensen, formand i Billund Boligforening.

I bygningen vil der også være plads til liberalt erhverv – meget gerne indenfor sundhedsvæsenet:

– Vi håber at kunne udvikle et projekt, der bliver attraktivt for liberale erhverv eksempelvis et sundhedshus med læger, fysioterapeut, kiropraktor og alternativ behandling, lyder det blandt andet fra direktør i Junge Byg ApS, Claus Junge.

Byggeriet af det nye boligkompleks i Billund begynder i foråret 2019 og forventes færdigt i etaper i slutningen af 2020.

Sådan vil bygningen tage sig ud set fra oven. Vi svæver nærmest over Hovedgaden og kigger ind på bygningskomplekset med de mange terrasser. Illustration Ginneruparkitekter Aps