Nyt kontorfællesskab åbner i Billund

Mathilde Marini og Erik Møller Nielsen er gået i kompagniskab om firmaet Your Open Office.


Et nyt tiltag i Billund kan gøre livet lettere for forretningsfolk på farten, iværksættere eller indehavere af små virksomheder – eller i det hele taget bare de der har brug for et skrivebord med tilhørende internet, kopimaskine, scanner og makulator – og kaffe, naturligvis. Tiltaget hedder Your Open Office og er nærmest et kontorhotel, som man lejer sig ind i.

Det er en af de internationale tilflyttere, Mathilde Marini, der er gået i kompagniskab med Erik Møller Nielsen, som mange lokale kender som den tidligere indehaver af VVS-firmaet Brdr. Nielsen i Billund.

– Mathilde kom til mig for at høre, om vi havde ledige kontorpladser i bygningen på Montanavej. Dét, jeg kunne tilbyde, var for stort til hendes behov, men inden længe blev ideen om et kontorfællesskab født, forklarer Erik Møller Nielsen, som var frisk på at hoppe med på Mathilde Marinis plan om et åbent kontorfællesskab på førstesalen af Billund Varme og Sanitet på Montanavej. Han betragter dog blot sig selv som fødselshjælper på projektet:

– Det er Mathilde, der løber afsted med den bold her, griner Erik Møller Nielsen.

Derfor bliver det også Mathilde Marini, som kommende lejere vil møde, når de ankommer til stedet. Ideen om kontorfællesskaber er efterhånden mere og mere udbredt i København, men tendensen er også ved at indfinde sig i Jylland:

– Mange efterspørger muligheden for de her korte lejemål, som vi tilbyder. Her kan man leje pladsen for 300 kroner om dagen eller 1000 kroner i måneden. Man sætter sig der hvor der er plads, og dermed kan man altså heller ikke regne med, at det samme bord man havde i går, også er ledigt i morgen, forklarer Mathilde Marini.

Your Open Office åbner officielt på onsdag og så er der åbningsreception den 5. april fra kl. 13-17.