Nyt nederlag til Billunds førstehold


Det var en kollektiv nedtur der lå til grund for dét nederlag Billunds serie 2-herrer led i aftes på hjemmebane. Gæsterne fra Blåbjerg sendte Billund helt ned og bide i eget græs ved at vinde 1-2.

Efter 19 minutter kom gæsterne foran 0-1 – hvilket måske rystede Billund-spillerne lidt. I hvert fald kneb det med at få spillet til at hænge sammen og målchancerne udeblev. Først nogle minutter inde i anden halvleg faldt udligningen og håbet om point steg. Men efter knap en times spil lykkedes det igen Blåbjerg at bringe sig foran og frustrationerne fik frit løb hos Billund-spillerne, der i flere tilfælde følte dommerens kendelser gik dem imod. Det resulterede blandt andet i et rødt kort til Patrick Habekost i kampens døende minutter.

Her lykkedes det endda også gæsterne at få bolden i Billund-målet igen, men målet blev annulleret og kampens resultat blev 1-2 i gæsternes favør.

Dermed blev det andet nederlag i træk til Billund en realitet, men mandag aften er der mulighed for at vende bøtten, når holdet gæster Tjæreborg.