Opfordring: Kontakt din læge som du plejer

Modelfoto


Det ser ud til, at coronakrisen får folk til at holde igen med at kontakte egen læge. Det kan mærkes på sygehusene i Region Syddanmark, hvor man siden første uge i marts i år har kunnet se en 20 pcts nedgang i antallet af henvisninger med mistanke om kræft fra egen læge i forhold til samme periode sidste år. Og det er bekymrende.

Det kan nemlig gå hen og blive alvorligt for den enkelte borger, hvis potentielt alvorlige sygdomme bliver behandlet for sent.

– Det er tal, som virkelig bekymrer mig, for vi ved, at et vellykket kræftforløb i høj grad afhænger af, hvor tidligt man opdager sygdommen, siger regionsrådsformand, Stephanie Lose.

Derfor lyder der nu en opfordring fra regionen til, at borgerne kontakter deres læge, hvis de oplever symptomer på sygdom, som de normalt ville have kontaktet lægen med inden coronakrisen.

– Jeg kan godt forstå, at borgerne kan være tilbøjelige til at lade være med at kontakte sundhedsvæsenet lige nu af frygt for corona eller fordi, de ikke vil ulejlige et presset sundhedsvæsen. Derfor vil jeg kraftigt understrege, at andre slags sygdomme ikke forsvinder, fordi vi står midt i en epidemi. Derfor er det i en tid med corona lige så vigtigt, at man kontakter sin læge, hvis man har symptomer på sygdom eller mærker, at noget ikke er, som det skal være. Det gælder både fysisk og psykisk, siger Stephanie Lose.