Passagerrekord i Billund Lufthavn

Foto: Billund Lufthavn


Højsæsonen er kommet flyvende fra start i Billund Lufthavn.

Faktisk så godt, at den tidligere passagertalsrekord for juni er slået med længder. I juni 2022 er der gået 403.060 passagerer igennem terminalen, hvilket svarer til en vækst på 7,5 procent ift. juni 2019.

Passagerrekorden bliver ikke kun slået på månedsbasis. Årets andet kvartal i 2022 er også vækstet med 5,6 procent ift. andet kvartal i 2019.

Aktiviteten fra de ferierejsende er høj, men de erhvervsrejsende på ruteflyene, og i særdeleshed på hub-ruterne til eksempelvis Amsterdam, Frankfurt, München, Paris osv. holder et flot niveau. Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn, ser det ikke som en overraskelse, at erhvervstrafikken i Billund Lufthavn igen er høj.

– Billund Lufthavn er den foretrukne erhvervslufthavn i Vestdanmark, hvor vi pga. vores centrale placering er gateway for erhvervslivet fra nord for Aarhus til Holstebro og Esbjerg, til Aabenraa og Odense – og alt herimellem. Vi ligger lige i smørhullet af hele det innovative Produktionsdanmark, som stadig har behov for at rejse for at installere, montere og sælge produkter, fastslår Jan Hessellund.

– Når flyselskaberne inden for de sidste 12 måneder har åbnet 37 nye ruter til og fra Billund Lufthavn, så vi nu har 120 direkte destinationer, og når de store netværksselskaber har mange ugentlige afgange til deres store netværk i eksempelvis Amsterdam, Paris, London, Frankfurt, München osv., så har erhvervslivet alle muligheder for at pleje deres globale marked. Når erhvervslivet flyver ud af Vestdanmark, flyver de ud af Billund Lufthavn, siger lufthavnsdirektøren.