Ravn kalder minister i samråd efter nye forureningsoplysninger

Troels Ravn


Borgerne i Grindsted har krav på en hurtig afklaring. Derfor må miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen på banen. Sådan lyder meldingen fra det lokale folketingsmedlem Troels Ravn (S), efter at det i går kom frem, at det kræftfremkaldende stof vinylklorid er fundet i seks kloakker i Grindsted.

– Jeg forstår godt, at de nye fund giver anledning til bekymring i Grindsted. Det viser endnu engang, at det haster med at få lavet en handlingsplan for oprydning efter Grindstedværket. Det er meget alvorligt, at der så mange år efter Grindstedværket lukkede stadig dukker nye afsløringer op, siger Troels Ravn.

Det er Region Syddanmark, der har lavet undersøgelsen for at kortlægge konsekvenserne af forureningen fra det tidligere Grindstedværk, som gennem en længere årrække udledte tonsvis af giftigt spildevand.

Troels Ravn har flere gange taget sagen om forurening fra Grindstedværket op i Folketinget. I foråret rejste han netop spørgsmålet over for miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, som dengang gjorde det klart, at det var regionens ansvar at rydde op.

Men det er for letkøbt, mener Troels Ravn og Socialdemokratiet har derfor nu kaldt miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i samråd i Folketinget.

– Opgaven med at rydde op efter Grindstedforureningen er så stor, at ministeren ikke bare kan tørre ansvaret af på regionen alene. Regionerne er i forvejen pressede når det kommer til at rydde op efter jordforureninger, og derfor har vi brug for en ekstra hånd fra regeringen. Derfor håber jeg også, at de nye fund kan blive en øjenåbner for ministeren, så vi kan få sat skub i en handlingsplan for oprydningen, siger Troels Ravn i en pressemeddelelse.