Rejsende fra Billund strandet efter konkursbegæring


Passagerer, der her til morgen skulle have rejst fra Billund Lufthavn til Cypern med Spies, kommer ikke afsted.

Det skyldes, at rejseselskabet Thomas Cook, som ejer Spies, er gået i betalingsstandsning og står foran en konkurs.

– Da vi ikke kan nå at tilbyde alternative løsninger betyder det ifølge pakkerejseloven, at vi refunderer hele rejsen, lyder det fra Spies, der samtidig opfordrer alle, der skulle have fløjet med Thomas Cook Airlines Scandinavia i dag om ikke at tage i lufthavnen, for de kommer ikke med et andet fly.

Ifølge kommunikationschef hos Spies, Lisbeth Bedergaard er alle pakkerejser, der er solgt gennem Spies omfattet af Rejsegarantifonden, så alle der lige nu er ude at rejse med Spies, skal nok komme hjem igen.

Hvilke konsekvenser det vil få for Spies-kunder de kommende dage, er endnu uvist, siger Lisbeth Nedergaard til DR Nyheder.

Rejser med rutefly som f.eks. British Airways, SAS, Thai Airways m. fl. påvirkes ikke.