Røde Nik, Teskeen og Rotten er vel ankommet til Vorbasse

Det er en broget, men herlig flok, der har forsamlet sig ved Vorbasse Marked. Foto: Inger Donslund


Siden i mandags er landevejens frie fugle løbende dukket op ved Frihavnen i Vorbasse – tæt på markedspladsen. Lige omkring tyve vagabonder er mødtes og de er helt enige om én ting:

– Dét marked, der får besøg af flest vagabonder, bliver dette års største marked, lyder deres ordsprog.

De frie fugle kommer ikke til at ligge på den lade side i markedsdagene. Der er nok at gøre – blandt andet med hele tre bryllupper på lørdag. Teskeen og Pia D. og Bente og Steen skal giftes og måske endnu et par. Røde Nik skal føre Pia D. op og Sofia kommer og skal føre Teskeen op. Troldmanden er giftefoged, men han er endnu ikke ankommet.

Teskeen har for øvrigt 10 års jubilæum på Vorbasse Marked, mens andre er i Vorbasse for første gang.

Rotten har en fin kasket på med en masse emblemer på. Også et hundeskilt, som politiet uddelte, dengang der var skat på at holde hund. Dette skilt er fra Kreds 11 i Randers Politikreds. Her var Rottens far nemlig strisser, som Rotten udtrykte det. Rotten har sit navn, fordi han en gang gik med en rigtig rotte, Carlo, rundt om halsen.

Kim Hoff er autoriseret HUS FORBI-sælger og har 190 stk. med, så hans plan er gå på arbejde og få solgt nogle HUS FORBI.